onsdag den 22. oktober 2014

Mayo og dressing ♥ OPSKRIFT ♥

Basics i Køkkenet: Nem Mayo og Dressing ! 



Jeg er en livsnyder som ææælsker dressing, dips og mayo i min sandwich.

Min sunde, fornuftige plantespisende kæreste derimod, ryster ofte på hovedet af mig og spiser sin salat au naturel, med krydderier, med citron, med eddike- eller sennepsdressing eller med lidt balsamico - og med dertilhørende sund tilfredshed (og fred være med det)!


Meeeen… Lidt kan jeg nu godt forsvare mit forbrug af mayo og dressing, da de konventionelle produkter er langt værre. Hvis man går ned i brugsen og kigger på f.eks. en k-salat mayonnaise, finder man faktisk mere olie i den end i min hjemmelavede ! (og det er endda foruden at medtage alle de skidte animalske ting de putter i!). 


Selvom alt bør gøre med måde, kan jeg altså med god samvittighed mæske mig i lækre salater med dyrefri ranch dressing til i ny og næ 

Hvis du er ubekendt med vegansk mayo og dressing tænker du måske:

"Kan det overhovedet laves uden mælk og æg?

Hvortil jeg så kan svare: "Ork ja - se nu bare her!


Basisopskrift på dyrefri mayo: 


  •  160 ml soyamælk
  •  1/2 tsk salt 
  • 1 tsk sennep
  • 1/2 tsk peber
  • 1 + 2/3 tsk æblecider
  • 350 ml olie
Start ud med at putte soyamælk, æblecider, salt, peber og sennep i en blender. Tænd blenderen kort, for at få alle ingredienserne blandet sammen. Herefter lader du blenderen køre, mens du langsomt og meget forsigtigt - lidt efter lidt - hælder olien i, indtil der ikke er mere. 

Det er vigtigt at du ikke hælder det hurtigt i og kun hælder meget lidt i ad gangen, for ellers vil din mayo få problemer med at samle sig.  

Når det så er gjort - VUPTI - så står du med en lækker omgang mayonnaise! Smag evt. til med salt eller peber, eller nyd den som den er. 
  • Tip: hvis du ønsker en smag a la miracle whip, så prøv at komme en lille smule sukker i. 
  • Holdbarhed: denne mayo holder sig ca. en uge til 14 dage. Hvis mayoen begynder at skille, er den ikke god længere og bør smides ud. 


At lave dressing af mayonnaise: 


Da dressingen tager udgangspunkt i mayonnaise, er den fra start af meget tyk. Det er selvfølgelig en smagssag hvor tyk man kan lide sin dressing, så ønsker man den tyndere, kan man tynde den ud med en smule soyamælk. 

Egentlig er det helt op til dig, hvad du synes din dressing skal smage af, men her får du nogle idéer 

Ranch dressing: 
  • Krydr med basilikum, persille, oregano, dild, presset hvidløg eller hvidløgspulver og evt. løgpulver. 
Thousand island: 
  • Krydr med paprika, peber, ketchup og meget fintskårne pickles. 
Karry dressing:
  • Krydr med karry, sukker og evt. citronpeber

Idéer til dressing uden mayo:


  • Peanut dressing: peanutbutter, soyasauce, citronsaft, presset hvidløg og risvineddike
  • Sennepsdressing: sennep, olivenolie, citronsaft og presset hvidløg
  • Citron-sennepsdressing: Citronsaft, sennep, citronpeber, sukker, salt og olivenolie eller eddike
  • Eddikedressing: madlavningseddike, neutral olie, salt, peber og krydder efter fantasi.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar